https://mitmidtfyn.dk/wp-content/uploads/2020/09/topbanner_ryslinge-scaled.jpg

Ryslinge · Fjellerup · Lørup

Ryslinge et liv i FÆLLESSKABER, med natur og kultur.

Ryslinge med landsbyerne Fjellerup og Lørup, har ca. 2.300 indbyggere fordelt på ca. 1.250 husstande. Der er kun 3 km til Ringe og motorvejen og kun 15 min. til Storebælt, Svendborg og Odense.

Ryslinge er med sin beliggenhed tæt ved motorvejen et spændende og centralt sted at bosætte sig. Her finder du flere dagligvareforretninger, et af Danmarks ældste forsamlingshuse, børnehaver, billedskole, folkeskole og friskole. Her er idrætsforeninger og mange andre kulturtilbud.

Vi er tæt på Ringe, som er en god handelsby, og er det ikke tilstrækkeligt er Odense og Svendborg kun en kort køretur væk. Ringe og Ryslinge er nu også med den oplyste cykelsti blevet bundet tæt sammen.

Ryslinge er og har altid været et kulturelt centrum på Fyn, og man mærker på mange måder og mange steder historiens vingesus. Mest kendt er nok Ryslinge Højskole, som er en af Danmarks ældste og smukkeste højskoler, og som i dag huser både efterskole og højskole i de gamle flotte bygninger.

Ryslinge har tre levende kirkesamfund, et stort folkeligt sangkor (Ryslinge Sangkor), et lokalt teater (MAS, Midtfyns Amatør Scene) og flere kulturelle foreninger. Tilsammen tilbyder de året igennem en række foredrag, forestillinger og koncerter.

I Ryslinge er Fabers fabrikker en stor del af byens identitet, her arbejdede over 450 mennesker i fabrikkens storhedstid, og har dermed relationer til næsten alle familier i byen. I dag huser Fabers fabrik Ryslinge Erhvervscenter  hvor der er 22 virksomheder der har lejet sig ind, i de gamle produktionsbygninger. Desuden er der en foreningsdrevet cafe  og 4 lejligheder bygget ind i de fredede bygninger.

Naturen
I Ryslinge er man overalt tæt på naturen. Lige vest for byen ligger Ryslinge Skulpturpark, hvor man kan gå en tur og samtidig nyde de udstillede skulpturer. Og med udgangspunkt i parken kan man ad stier komme rundt i det nære lokalområde. Den omgivende natur kan også udforskes fra cykel, hvor små hyggelige veje kan føre én ud på spændende oplevelser.

https://mitmidtfyn.dk/wp-content/uploads/2020/10/Ryslinge.jpg

Se filmen om Ryslinge

Find Mit Midtfyn på de sociale medier