Ringe Bio 107 år vinder stor pris

Ringe Bio 107 år vinder stor pris

Ringe Bio, der den 6. december kan fejre deres 107-års fødselsdag, har i år modtaget ’Årets Pris’ af By og Land Midtfyn.

”Årets Pris”. Det er hvad Ringe Bio netop er blevet hædret med af By og Land Midtfyn.

Begrundelsen for prisen peger blandt andet på det vedvarende, gode samarbejde mellem bygningens ejer, Faaborg-Midtfyn Kommune samt foreningen Ringe Bio. Et samarbejde, der blev etableret tilbage i 2002, som siden har sikret en fortsat biografdrift og dermed en interesse i en velholdt bygning. Bygningen fremstår i sit ydre smukt istandsat og med spændende dekorationer på vestsiden.

Foruden det gode samarbejde og den udvendige vedligeholdelse, peger By og Land Midtfyn også på andre faktorer, der har gjort, at Ringe Bio er løbet med prisen:

”Indvendigt har biografen i hundredåret for dens etablering, dvs. i 2016, gennemgået en komplet renovering. Dette betød at der blev plads til en hyggelig café og en nyindrettet sal, hvilket sammen med senere investeringer i teknisk udstyr gør, at biografen er fuldt på højde med andre biografer.”

En helt velfortjent hæder til Ringe Bio, som er et af Midtfyns mange samlingspunkter.

107-års fødselsdag – og du er inviteret

Den 6. december fylder Ringe Bio 107 år, og det fejres med billige biografbilletter til filmen ”Napoleon”, hvor du bl.a. møder den Oscarvindene Joaquin Phoenix i hovedrollen som den ikoniske franske kejser, Napoleon Bonaparte.

Filmen kan opleves for kun 50 kr., men kun på dagen for fødselsdagen, den 6. december.

Resten af december kan du nyde et udvalg på mange gode film, som bl.a. byder på Danmarkspremiere på ”Nattevagten 2 – Dæmoner Går I Arv”, som vises i perioden den 14. – 21. december. I juleferien kan hele familien tage en tur i biografmørket, hvor der blandt andet vises Disneyfilmen ”Ønsket” og ”Wonka”, som er et efterspil på den populære bog om ”Charlie og Chokoladefabrikken”.

Husk - film skal ses i biografen - og Ringe Bio er absolut det perfekte sted for en god filmoplevelse.

Seneste nyheder

Indsend din nyhed

Find mit Midtfyn på de sociale medier

Her kan du læse mere om hvad der sker på Midtfyn.

Mit Midtfyn

Samler og skaber fællesskab

for hele egnen


Design: Mark & Storm Grafisk A/S